Håndkøbsmedicin

Hvad er håndkøbsmedicin?

Håndkøbsmedicin kræver ikke en recept fra lægen og kan købes på blandt andet apoteket. Derfor tror mange, at håndkøbsmedicin er uskadelig.

Det er den ikke altid, for selv den – i normale doser - mest uskadelige medicin kan i store doser, eller i specielle situationer give gener eller bivirkninger. Så længe du følger indlægssedlen er håndkøbsmedicin dog relativt ugiftig og giver som regel meget få bivirkninger.

 

Hvor kan jeg købe håndkøbsmedicin?

Siden 1. oktober 2001 har du kunne købe et udvalg af håndkøbsmedicin i apotekernes håndkøbsudsalg, i en række supermarkeder, kiosker, materialister og på enkelte tankstationer. Det fulde sortiment af håndkøbsmedicin kan du kun få på apoteket, i apoteksfilialer og apoteksudsalg, hvor der også er fagligt personale til stede, til at rådgive dig om medicinen.

Sundhedsstyrelsen kontrollerer de forretninger, der sælger håndkøbslægemidler. Det er din garanti for, at salget sker på en forsvarlig måde.

 

Hvad kan jeg få håndkøbsmedicin mod?

Man kan købe håndkøbsmedicin mod almindelige sygdomme, som oftest kurerer sig selv. Dette kan f.eks. være forkølelse, ondt i halsen og menstruationssmerter. Man kan også købe medicin til rygeafvænning i håndkøb.

De mest solgte håndkøbslægemidler er mod følgende lidelser:

 

Hvilken håndkøbsmedicin kan jeg kun få på apoteket?

Det gælder blandt andet nitroglycerin samt visse midler mod mavesår og allergi.

 

Hvilke risici kan der være ved håndkøbsmedicin?

Et problem med håndkøbsmedicin er, hvis den bruges forkert. Herved risikerer man, at medicinen ikke virker ordentligt, eller at den giver for mange bivirkninger. Nogle gange kan brug af håndkøbslægemidler skjule en alvorlig sygdom, som derfor ikke opdages i tide, fordi man ikke går til lægen.

Det er derfor vigtigt, at du sikrer dig, at håndkøbsmedicinen ikke kan påvirke den medicin, du måske allerede tager. Og nogen gange skal der ikke så meget til. En tablet mod hovedpine kan fx påvirke andre former for medicin. Når medicin påvirkes af anden medicin, kaldes det en interaktion. Du kan finde ud af dette ved at slå op på www.medicinkombination.dk.

Vær også opmærksom på, om der er medicin, du ikke kan tåle, hvis du fx lider af allergi, er gravid eller har brug for andre særlige hensyn. Det fremgår af indlægssedlen i medicinen.

Misbrug af håndkøbsmedicin giver meget alvorlige bivirkninger. Groft misbrug kan føre til dødsfald. Lad derfor være med at eksperimentere.

Apobutik © 2018